Turen til Italien


Jeg vil gerne fortælle om dengang jeg og hele min familie rejste til udlandet i sommerferien 2005. Vi er medlem af en forening kaldet "Højskoleforeningen", hvor vi hvert år mødes og tager et sted hen, og hvert 5. år tager vi til udlandet.
Denne gang gik turen så til Toscana i Italien, hvor vi både så "Det Skæve Tårn" i Pisa, hestevæddeløbet i Sienna og meget, meget mere:

Den 1. juli 2005
Kl. 8.45
Jeg blev vækket kl. 5.00; alle var meget stressede, da vi skulle køre kl. halv seks.
Alle havde pakket aftenen før, men alligevel kom vi først afsted kl. 5.50. Turen bliver meget lang, men vi glæder os til at se den store bil, som vi har lejet og skal køre i fra Flensborg i Tyskland til Toscana. Lige nu kører vi i to biler, hvor begge er fyldt med bagage og masser af vand. Vi kan knap nok selv være her!

Kl. 10.30
Nu er vi på parkeringspladsen i Flensburg, hvor vores egne biler skal holde indtil vi skal hjem igen. Vi har lige fået udleveret den store sorte bil, og jeg er ved at sætte den plakat jeg har tegnet, op i bagruden.

Foto: Mor og Laura ved bil

Foto: Plakat

Alle er i gang med at bære bagagen fra de to biler over i den store bil. Vi har endnu ikke mødt Jakob og Sara, som bor i København og derfor rejste med toget herned til Flensburg hvor de skulle møde os, men Joan og Thomas er taget ned til stationen for at finde dem; de havde vist glemt et telt i toget eller sådan noget…

Kl. 21.22
Vi fandt Jakob og Sara og deres telt og alt bagage blev læsset over i bilen.

Foto: Alle klar til afgang fra Flensburg

Den "brokkasse" som far har lavet til brok og sure miner er hængt op i loftet og snart var vi kørende igen. Nu er vi i München og alle er ved at være trætte. Men vi skal helt til Tyrol før vi kan slå telt op og komme til at sove. Vores GPS, "Louise", viser vej med den mest kedelige stemme!

Foto: Kø på motorvejen

Foto: "Louise" kontrolleres via bærbare pc

Den 2. juli 2005

Kl. 10.29
Vi er nu på vej over Alperne i Østrig og jeg er allerede træt af at køre. Men far har købt en jodle-bamse, som jodler højt når man trykker den på maven og i radioen er der jodle-musik! Der er kæmpemæssige bjerge på den ene side og en mørk skov på den anden.

Det var ellers ikke særlig sjovt at slå telt op kl. 1.00 om natten, mens det regnede, men vi overlevede, selvom vi blev plaskvåde! I morges, da vi var ved at pakke sammen foran den smukke sø, kom en svane helt hen til os som vi aede og fodrede med brød. Det så flot ud, da en hund kom forbi, og svanen bredte sine kæmpe vinger ud, og truede ad den.

Foto: Træt dagbogsforfatter

Foto: Morgenstund til alpeudsigt (1)

Foto: Morgenstund til alpeudsigt (2)

Foto: Svane får brød

Foto: Svane tæt på

Kl. 22.49
Vi er endelig nået frem til hotellet i Toscana; det hedder Podere San Giusto og der er både swimmingpool og et kæmpe hotelværelse. Det ligger lidt fra nogle smukke bjerge og en sø, og her er oven i købet en hund og to katte! Alle de andre medlemmer af Højskoleforeningen og deres familier var allerede kommet og vi sad i lang tid og snakkede, da vi ikke havde set hinanden i et år.

Foto: Mig i poolen

Foto: Een af kattene

Foto: Til Ivan siger hunden "God morgen" (på italiensk?)

Foto: Morgenhygge

Foto: Aftenhygge

Vi kom til Sienna tidligere i dag, hvor vi havde planlagt at se det store hestevæddeløb inde i byen, men der var alt for mange mennesker og alt for varmt, og da Joan besvimede p. g. a. varmen droppede vi det og kørte mod hotellet. Jeg ville ellers gerne have set væddeløbet, men vi købte en plakat med billeder af hestene.

Foto fra hestevæddeløb i Sienna, Gåsens kvarter: Opslag (1)

Foto fra hestevæddeløb i Sienna, Gåsens kvarter: Opslag (2)

Foto fra hestevæddeløb i Sienna, Gåsens kvarter: Ryttere

Foto fra hestevæddeløb i Sienna, Gåsens kvarter: Jakob og ridderflag

Foto fra hestevæddeløb i Sienna, Gåsens kvarter: Plakat (1)

Foto fra hestevæddeløb i Sienna, Gåsens kvarter: Plakat (2)

Den 3. juli 2005
I dag lavede vi ikke næsten ikke andet end at slappe af hele dagen, og vi dasede ved poolen, hvor jeg lånte Saras dykkerbriller og øvede mig i at dykke.

Vi var i Firenze tidligere på dagen, hvor vi besøgte et kæmpe kloster, som jeg ikke kan huske hvad hed (muligvis dominikanerklostret). Det var rigtig stort og meget helligt, og der var en lille park, og mange andre smukke ting. Vi besøgte også en lille vingård, der lå længere nede ad den vej som hotellet her ligger på. Manden, der ejede gården, fortalte en masse, og viste os de tønder, hvori vinen var. Mor kom først senere til det besøg, fordi hun blev dårlig p. g. a. varmen, og jeg blev også selv træt og lidt irritabel.

Om aftenen fik vi pizza og kørte rundt i de forskellige småbyer; gaderne var så snørklede og stejlede, jeg troede tit, vi skulle vælte! Det var også svært at finde rundt med høje huse på begge sider, der var bygget helt ud til vejen, og vi kun havde en forvirret GPS til hjælp.

Den 4. juli 2005
Kl. 22.07
Vi har lige spist en middag, hvor der både blev serveret blæksprutter, som jeg heldigvis ikke smagte, og alt muligt andet godt. I dag besøgte vi et sted, hvor der fremstilles Parma-skinke, hvilket er en meget langvarig proces, og et sted hvor de fremstillede ost. Det var fint nok med skinken det første kvarter, men jeg begyndte at få kvalme, da vi gik op og ned af de endeløse gange med kæmpemæssige griselår på begge sider, mens manden der viste os rundt snakkede løs på italiensk, som guiden var den eneste der kunne forstå! Det var spændene på ostemejeriet, der hed Il Fortetto Dal Mugello. Efter det var vi på en restaurant der lå lidt øde, men der var så varmt, at jeg ikke kunne holde ud at være udenfor! Vi fik ellers noget rigtig godt mad der; det var forskellige retter pasta. Om aftenen var vi til Jazz i en lille by, der fed Fiesole, med meget snørklede gader. Der var en meget smuk udsigt udover Firenze fra det højeste sted i byen, med stokroser og andre planter og en rigtig flot solnedgang. Kameraet blev brugt rigtig meget den aften! Vi så også solsikkemarker, fik pizza og verdens bedste is, nemlig den italienske.

Den 5. juli 2005
Kl. 21.57
I dag var vi i Firenze hele dagen, og jeg tror ikke, at der var noget sted vi ikke fik set!
Jeg købte tre souvenirs og vi var inde i Santa Maria-kirkens berømte kuppel, hvor man både kan gå, højt oppe, langs kanten af kuplen indeni i kirken, men også gå op ad mange, mange trapper (454 trin i alt) og til sidst komme op og gå uden på kuplen flere hundrede meter over jorden. Der var meget blæsende, men jeg var mest skræmt da vi gik på indersiden af kuplen, hvor menneskene nede på kirkens gulv ikke var større end myrer! Indeni kuplen var der flotte bileder af Gud og Helvede, og helt oppe i toppen var der lavet en 3D-effekt, så det så ud som om menneskene sprang ud af billederne. Vi så også en masse statuer i marmor og fodrede tamme duer.

Den 6. juli 2005
Kl. 19.45
Vi er lige kommet op af poolen, hvor vi alle var i ca. halvanden time. I dag var vi i Sienna næsten hele dagen; vi var i et kvarter der hed "Gåsens kvarter" for en gås var deres logo til hestevæddeløbet, og kun folk der holdt med Gåsen boede i det kvarter. Kvarteret havde en lille hellig bygning, med helgener og mange hellige ting fra hestevæddeløbene gennem årene. Der var to unge kvinder, der fortalte en masse om væddeløbet, traditionerne og meget andet, men det var lidt kedeligt. Bagefter var vi på restaurant for at spise frokost, og mens de andre fik et lille glas cognac og en masse lækre kager til at dyppe deri, fik jeg en kæmpe skålfuld is! Bagefter var vi inde i det, der vistnok var verdens største kirke, hvor jeg købte endnu en souvenir, men så var jeg også ved at være træt. Da vi kom hjem til hotellet sprang vi alle direkte i poolen, hvor vi spillede volleyball og jeg dykkede tre meter ned til bunden af poolen!
Nu sidder vi så og planlægger en fællessang til den grillmiddag, som vi i aften skal holde for de andre.

Den 7. juli 2005
Kl.18.08
Vi er på vej hjem i bussen fra Pisa, hvor vi så det skæve tårn og købte mange små ting på de mange boder der er opstillet på pladsen foran tårnet. Vi tog et sjovt billede af os alle sammen, hvor det så ud som om, at det var os der væltede tårnet. Før det var vi på et marmorbrud, der lå i Carrara, hvor en gammel mand fortalte en masse om sit liv, hvor han havde arbejdet i bruddet. Der var mange flotte æsker, timeglas, æg og figurer i marmor, så der købte jeg selvfølgelig også en souvenir! Derefter skulle vi også lige besøge det værksted, hvor de lavede marmorskulpturer, det var meget flot, meget støvet og meget varmt! Desværre tager vi hjem i morgen så når vi kommer hjem skal jeg lige en tur i poolen…

Kl. 22.06
Lige nu sidder vi på en restaurant i en lille by ved siden af hotellet, og venter på vores pizza. Jeg nåede lige en hurtig dukkert i poolen, men far har lovet, at vi også når det i morgen tidlig, før vi tager hjem. Jeg sidder lige nu og laver en plan over, hvordan vores nye badeværelse skal se ud; der skal både være boblebad og alt muligt!

Den 8. juli 2005
Kl. 17.24
Vi er nu på vej hjem i bilen og jeg savner allerede Italien og swimmingpoolen. Vi er lige kørt over grænsen, men Jakob og Sara er ikke med, de har besluttet at blive i Italien en uge mere. Det er bare så snyd!! Men der er da mere plads i bilen nu, vi har næsten lige holdt pause for at spise i en park , hvor jeg fodrede duer og spiste en italiensk is. Vi nåede heldigvis lige poolen i morges! Og om eftermiddagen kom vi lige igennem byen Milano, som Jannie gerne ville besøge. Der købte jeg røgelse og der kørte sporvogne rundt over det hele.

Den 9. juli 2005
Kl. 8.25
I aftes camperede vi ved en meget flot campingplads i Schweiz. Der var en flot sø omgivet af bjerge, og om aftenen gik vi på restaurant. Vi var meget mætte da vi kom tilbage til pladsen, hvor vi senere fik te og vandmelon. Den næste morgen blev jeg vækket lige inden de pakkede sammen; bjælderne fra de køer der gik på markerne ved siden af, havde bimlet hele natten, så det var rigtig hyggeligt at vågne op til.
Nu er vi allerede på farten igen… Husene her er rigtig flotte med blomster over det hele.

Kl. 11.01
Vi har lige holdt pause for at se et rigtig, rigtig flot og stort vandfald. Det larmede meget, og der var et sted, hvor man kunne stå kun tre meter fra det. Der var også en båd som kunne sejle folk over på en klippe inde midt i vandfaldet, men det prøvede vi ikke, for det så lidt farligt ud!
Vi er netop kørt ind i Tyskland, hvor bilen skal afleveres i Flensborg, alt bagagen skal læsses over i vores egne biler og så skal vi hjem…

Den 10. juli 2005
Kl. 14.45
Pyha, klokken var tre i nat, før alle var gået i seng. Turen hjem var meget lang og kedelig; jeg brød mig specielt ikke om Tyskland, hvor der ikke engang var bjerge, som jeg kunne se på! Jeg savner Italien, men det er nu rart at være hjemme ved alle dyrene igen. Det var den bedste rejse nogensinde!!